K. Torben Rasmussen litteraturhistoriker fra Århus Universitet, direktør for Nordens hus i Reykjavik (1994-98), leder af Århus Kunstakademi (2000-2004), og forfatter til Turen går til Island (Politikens Forlag). Er en hyppig anvendt foredragsholder. Siden 2004 har han arbejdet professionelt med at arrangere rejser (C.V. på www.torbenrasmussen.dk) – han er den daglige leder.
Carl Erik Skovgaard Sørensen er islandsk konsul i Århus, advokat og partner i advokatfirmaet DE LACOUR DANIA i Århus/København/Nuuk/Tórshavn/Moskva/Kiev. Han bistår med idéer, inputs og kontakter bl.a. ved planlægning af erhvervsrelaterede rejser og ture.
KulturRetur arrangerer rejser til Island, Færøerne, Grønland og Rumænien – flere destinationer følger...
Nysgerrighed, eftertanke og forundring er vores egentlige grundlag for at drive KulturRetur. Disse begreber har gennem et halvlangt liv givet os fantastiske oplevelser gennem rejser og møder med fremmede lande og kulturer. Man bliver jo klogere af at rejse, især når det foregår i selskab med folk, som kender den lokale sammenhæng og forstår at formidle den. KulturRetur har fremragende rejseledere, som skaber dybere forståelse af rejsemålenes særpræg. Alle taler dansk, naturligvis.
KulturRetur arrangerer forskellige typer rejser:
GRUPPEREJSER med yderst kompetente rejseledere. Her tages der hånd om den rejsende fra start til slut. Man rejser i selskab med andre gode folk og skal kun koncentrere sig om at nyde det og suge til sig af rejselederens ekstra lag af fortællinger og forklaringer. Nej, for resten: man skal også selv yde noget, for man indgår i et forpligtende, men dog midlertidigt, fællesskab, mens man rejser. Faktisk sker det tit, at der kommer blivende venskaber ud af det. Vi opfatter det selv som rejsende højskole.
KØR-SELV-TURE med overnatning som du ønsker, dvs. hotel, sommerhuse eller telt. Her bestemmer du selv farten, men får al mulig hjælp på forhånd. Vi anbefaler de bedste steder og vi booker gerne særlige aktiviteter hjemmefra. Det hele kan være parat, eller du bestiller selv på stedet – når vi har forklaret om det mest spændende. Vi giver anbefalinger om godt læsestof, så du kan være forberedt.
DIN FORENING vil gerne tilbyde medlemmerne en særlig oplevelse, ikke sandt? Vi kan strikke en rejse sammen, præcis som I vil have det. Vi holder gerne introducerende foredrag. Vi har lavet ture for højskoler, menighedsråd, kor, Foreningen Norden, landbrugsforeninger og alle typer uddannelser. Vi kan åbne lokale døre til de fleste faglige miljøer, så rejsen kan komme helt på niveau med jeres ønsker.
DIN VIRKSOMHED’s medarbejdere skal på rejse, enten for at møde fagfæller til inspiration for virksomhedens videre udvikling eller udvidelse af forretningsområder eller for at give medarbejderne spændende muligheder for team-building, kick-off eller yderligere motivation. Vi har arrangeret ture for alle slags virksomheder og indleder meget gerne med introducerende foredrag.